Træffes hele døgnet – også weekend og helligdage Suomisvej 4, 1927 Frederiksberg CEnglish

Spørgsmål og svar

Her har vi samlet de spørgsmål, familier oftest stiller os – om de første timer, pris, afskeden, gravsted og boet. Finder I ikke svaret, så ring døgnet rundt på 31 12 66 67. Vi tager selv telefonen.

Når dødsfaldet er sket

Hvornår kan afdøde blive hentet efter et dødsfald i hjemmet?

Først når en læge har konstateret døden og skrevet dødsattest. Det kræver sikre dødstegn, som først viser sig nogle timer efter dødsfaldet, så der går ofte flere timer. I må gerne tage afsked i ro i mellemtiden. Ring til os med det samme – så fortæller vi, hvem I skal kontakte, og aftaler resten. Læs guiden: Dødsfald – hvad gør jeg nu?

Hvilke frister skal vi overholde?

Dødsfaldet skal anmeldes til sognet senest 2 hverdage efter dødsfaldet, og begravelsen eller kremeringen skal finde sted senest 8 dage efter. Dødsdagen tæller med. Anmeldelsen klarer vi for jer. Se alle frister i guiden

Kan vi få mere end 8 dage til at planlægge?

Ja, fristen kan forlænges, fx hvis familie skal rejse langt. Kirkegården eller krematoriet giver tilladelsen med embedslægens tilslutning. Vi søger om det for jer.

Hvilket kirkekontor skal vi kontakte?

I skal ikke kontakte nogen. Vi anmelder dødsfaldet til det kirkekontor, der hører til afdødes adresse, og finder en dato med præsten i den kirke, I ønsker.

Er vi forpligtet til at holde en begravelse?

Nej. Ingen – heller ikke en ægtefælle – har pligt til at sørge for begravelsen. Gør ingen det, sørger kommunen for den.

Afdøde var ikke dansk statsborger. Hvad gør vi?

Reglerne for anmeldelse og frister er de samme. Skal afdøde hjem til et andet land, hjælper vi med transporten og papirerne. Se vores engelske side.

Pris og betaling

Hvad koster en bedemand?

En bisættelse koster 13.000 kr. og en begravelse 13.400 kr., aftalt fra start. Gravsted, kremering og rustvognskørsel kommer oveni, fordi priserne varierer. Se priser og et regneeksempel

Skal vi betale noget på forhånd?

Nej. Ingen udlæg og ingen forudbetaling – fakturaen kommer bagefter med 30 dages kredit.

Hvem betaler begravelsen?

Den, der bestiller begravelsen, hæfter for regningen. Er der penge i boet, kan udgiften dækkes af dem, når boet er udleveret. Er boet meget lille, kan skifteretten udlevere det til den, der har betalt begravelsen. Vi sender først faktura efter afskeden, med 30 dages kredit.

Kan vi få begravelseshjælp?

Måske. I 2026 er begravelseshjælpen op til 13.550 kr., når afdøde var over 18 år, og den afhænger af afdødes formue på dødsdagen. Der søges hos Udbetaling Danmark, når skifteretten har udleveret boet. Med jeres fuldmagt søger vi for jer, og beløbet kan udbetales direkte til os. Se formuegrænserne i guiden

Afskeden

Kan vi få en afsked uden præst?

Ja. Vi står for ceremoniledelsen. Disse kapeller kan bruges uden præst: Søndermark Kapel på Frederiksberg, Sundby Kapel på Amager, Holmens og Garnisons kapeller på Østerbro, Nordre Kapel på Vestre Kirkegård til store forsamlinger og Søndre Kapel på Bispebjerg til de små.

Kan begravelsen ligge på en mandag?

Ikke på Københavns Kommunes kirkegårde. Der holdes ingen begravelser eller urnenedsættelser om mandagen. Sundby Kapel holder ceremonier onsdag, fredag og lørdag. Vi planlægger datoen med jer ud fra det.

Gravsted og aske

Hvad koster et gravsted i København?

Kommunens priser for 2026: Et traditionelt urnegravsted koster 4.751 kr. for 10 år plus 1.199 kr. for nedsættelsen. Et traditionelt kistegravsted koster 13.442 kr. for 20 år plus 7.055 kr. for gravningen. Kremering koster 3.075 kr. Priserne reguleres hvert år, og vi oplyser den præcise pris, før I beslutter jer. Mere på vores side om København

Kan vi blive begravet i en kommune, hvor vi ikke bor?

Ja. Både Københavns og Frederiksbergs kirkegårde er åbne for alle. København lægger et udenbys tillæg på gravstedet – i 2026 er det 530 kr. for en urne og 1.060 kr. for en kiste. På Frederiksberg er prisen højere på nogle gravsteder. Vi oplyser den præcise pris, før I beslutter jer.

Gælder kommunens priser på Holmens og Garnisons?

Nej. Kirkegårdene har deres egne priser. Vi indhenter dem og oplyser dem, før I beslutter jer. Mere på vores side om Østerbro

Kan vi se gravstederne, før vi vælger?

Ja. Kirkegårdskontoret tilbyder et møde med personlig rådgivning om valg af gravsted. [ANNIKA: om I tager med til mødet.]

Hvad er en anonym askefællesgrav?

En fællesgrav uden gravsten, hvor askens placering ikke markeres, og kirkegården står for pasningen. I København hedder den De Ukendtes Grav og findes bl.a. på Vestre og Bispebjerg Kirkegård. Her er de pårørende ikke til stede ved nedsættelsen, og det er den billigste løsning. På Frederiksberg hedder den Birkelunden og ligger på Søndermark Kirkegård. I kan ikke senere få et gravsted med navn samme sted.

Kan ægtefæller ligge sammen i askefællesgraven?

Nej. Asken spredes ikke side om side, og pladsen markeres ikke. De nærmeste pårørende kan bede kirkegården om et kort, der viser området. Ønsker I at ligge sammen, er Lunden et alternativ uden vedligeholdelse. Mere på vores side om Nordvest

Kan asken spredes over havet?

Ja, hvis det var afdødes ønske. Afdøde skal have skrevet ønsket ned, og erklæringen vedlægges, når dødsfaldet anmeldes. Findes der ingen skriftlig erklæring, kan sognepræsten give tilladelse, hvis der ikke er tvivl om, at det var afdødes ønske.

Kan vi selv hente urnen?

Ja. Kremeres afdøde på Bispebjerg, afhentes urnen på krematoriet der. Er hovedporten lukket for biler, går I ind ad porten fra Frederiksborgvej og følger den markerede rute fra kontoret. Vi kan også tage os af det.

Kan vi få et muslimsk gravsted?

Ja. Muslimske afdelinger findes på Vestre og Bispebjerg Kirkegård. På Bispebjerg (afdeling 23) er der kistegravsteder, der vender mod Mekka, og kirkegården står for kanten og hækken. Vi gennemgår reglerne med jer og hjælper med at vælge.

Kan man stadig blive begravet på Assistens Kirkegård?

Ja. Assistens er en aktiv kirkegård med både kiste- og urnegravsteder. Hvilke gravsteder der er ledige, afhænger af området på kirkegården – det undersøger vi for jer. Mere på vores side om Nørrebro

Kan vi få et kistegravsted på Brønshøj Kirkegård?

Måske. Kirkegården er næsten fuld, og kommunen satser på urnegrave. Vi undersøger, hvad der er ledigt, og finder et alternativ, hvis det ikke kan lade sig gøre. Mere på vores side om Brønshøj og Vanløse

Har Vanløse sin egen kirkegård?

Nej. Familier i Vanløse bruger typisk Brønshøj, Bispebjerg eller Vestre Kirkegård. Vi gennemgår forskellene med jer.

Boet og skifteretten

Kan vi få adgang til afdødes konti?

Ikke før skifteretten har udstedt en skifteretsattest. Banken spærrer kontiene, så snart den får besked om dødsfaldet. Faste betalinger kan derfor blive afvist i den mellemliggende periode.

Hvornår må vi rydde ud i afdødes ting?

Først når skifteretten har besluttet, hvordan boet skal behandles. Indtil da må I ikke fordele, sælge eller give afdødes ting væk. Boede afdøde til leje, kan I spørge udlejer, om de vil modtage en opsigelse, før attesten er udstedt.

Skal vi bruge en advokat?

Nej, ikke nødvendigvis. De fleste boer klares uden advokat. Er der gæld, uenighed eller fast ejendom, kan det være en god idé.

Arver vi afdødes gæld?

Ikke ved boudlæg og bobestyrerbo. Ved privat skifte, ægtefælleudlæg og uskiftet bo hæfter arvingerne eller ægtefællen for gælden. Er I i tvivl, kan I bede om et bobestyrerbo.

Hvor finder vi skifteretten?

Skifteretten hører til byretten i den retskreds, hvor afdøde boede. Retten kontakter jer selv, så I behøver ikke ringe først. Læs guiden om skifteretten

Om os

Kommer I også, hvis vi ikke bor i København?

Ja. Samtalen i hjemmet koster ikke ekstra, uanset hvor I bor.

Vi taler ikke dansk i familien. Kan I hjælpe?

Ja. Vi klarer hele forløbet på engelsk og hjælper også med hjemtransport til udlandet. Se vores engelske side.

Fandt I ikke svaret? Ring eller skriv – vi svarer selv, også om natten.
Ring 31 12 66 67
Ring 31 12 66 67 Skriv